‘Giv de unge ordet’
‘Giv de unge ordet’ er et samtalespil udviklet af unge, for unge, i samarbejde med professionelle brætspilsdesignere og forskere fra Institut for Folkesundhed, der undersøger kommunikation blandt unge. Spillet er udviklet af At Være Ung og bruges ofte i vores arbejde!
Vores forening afholder allerede workshops med spillet til både sommercamps og Aarhus Festuge, hvor unge mødes om spillet for at lære hinanden bedre at kende og starte meningsfulde samtaler.
Book en Workshop
At Være Ung tilbyder også workshops med dette spil, hvor fokus er på trivsel og at lære hinanden at kende—ideelt for en ny klasse, der skal rystes sammen! Vi kommer til jer og medbringer spillet. Workshoppen henvender sig primært til unge i alderen 15-21 år, men kan tilpasses andre aldersgrupper efter behov.
Da workshoppen er helt ny, tilbyder vi den gratis for at teste og udvikle konceptet.
Kontakt os endelig, hvis det lyder interessant!
Værdien af samtalespil
Vi kender alle situationen: at sidde omkring et bord og snakke om stort og småt. Her opstår naturligt forskellige dynamikker. Nogle trækker sig lidt og siger ikke meget, mens andre konstant er klar med et “Ja, og det minder mig om dengang, hvor jeg…”.
Et samtalespil kan bryde disse mønstre og åbne op for dybere og mere personlige samtaler, hvor vi lærer hinanden bedre at kende på en tryg og uformel måde.